tirsdag den 11. juni 2019

Skridt, løb og styrketræning

Jeg har holdt en pause fra bloggen, fordi jeg har været vred på min vægt. Jeg har stået stille i 1½ måned nu og det er så frustrerende. Derfor har jeg arbejdet på at flytte mit fokus lidt og så lade vægt være vægt. Jeg har trods alt tabt mig 9 kg indtil videre, og det er jeg stolt af.

Fokus er nu på: Træning!

Første delmål er jo at jeg kan tabe mig så meget at jeg kan begynde på basket efter sommerferien. Så jeg er begyndt at opbygge en rutine og har fundet mig nogle allierede, som jeg har forskellige træningsaftaler med.

Træningsaftale 1: Skridt
Her startede jeg stille og roligt op med at få en rutine i gang med at gå. Jeg lavede en aftale med min ældste niece Sofie, som lige nu er på barsel. Vi skal gå et bestemt antal skridt om dagen og hvis en af os bryder det, bare en enkelt gang, så er der kontant afregning, i form af en betalt tur i biografen på synderens regning. Vi startede stille og roligt ud med 7000 skridt om ugen og hævede den allerede ugen efter til 8000. Nu har hun også et FitBit ur på vej med posten og vi er begge blevet lidt bidt af det. Jeg har fundet ud af at jeg, uden de store problemer, kan gå 10.000 skridt, bare ved at lægge en lille gåtur ind enten om formiddagen eller om aftenen. Det er bare det med at være konsekvent der kniber. Så nogle dage, måske to om ugen, ville jeg ikke have nået mit mål, hvis ikke jeg havde lavet aftalen med Sofie. Så jeg har, en dag, ligget en hel dag i et mørklagt værelse med migræne, ventet til mørket faldt på, og så gået en aftenstur med solbriller på. Det hjalp ikke på migrænen, men det gjorde det heller ikke værre, så jeg tænker bare at det var godt jeg kom afsted. Vi har været i gang i omkring fire uger nu. Fed måde at bevæge sig på og jeg er klar til at sætte antallet af skridt op, så du kommer bare an Sofie!

Træningsaftale 2: Løb
Jeg har altid hadet at løbe, men da det nu engang er en meget let tilgængelig træningsmetode og at jeg ikke kommer udenom at løbe i basket, så har jeg sat mig for at lære at løbe. Jeg har fundet et løbeprogram specielt til overvægtige og har overtalt min veninde Anne Mette til at starte med mig, hun er godt nok ikke i nærheden af at være overvægtig, men hun har som mig et ønske om at lære at løbe og starte stille og roligt ud. Vi har samme straf som jeg har med Sofie. Programmet startede ud med to løbedage om ugen, med en distance på 2,5 km, fordelt på skiftevis to minutters gang og to minutters løb. På en gang meget overkommeligt og mega hårdt. Jeg kan godt mærke at det er en kamp mod tyngdekraften og at jeg skal passe på med ikke at overbelaste mine led. Anne Mette er i bedste superstar stil og løber allerede hele distancen, men jeg holder mig til intervallerne for ikke at gå helt ned. Jeg bruger cirka 26-28 minutter på at løbe 2,5 km, så jeg vinder bestemt ingen premier indenfor den nærmeste fremtid, men det er en start og jeg er bare glad for at jeg overhovedet er kommet i gang. Vi har været i gang i to uger, og jeg giver ikke op!

Træningsaftale 3: Styrketræning
I tidernes morgen, dengang før jeg blev tyk og før jeg blev mor, da var styrketræning en af mine yndlings-træningsformer og jeg havde tit træningsaftaler med forskellige venner. Det var ikke så struktureret, men jeg var ca afsted to gange om ugen. Jeg har nu lavet en aftale med mine venner Allan og Peter om at vi skal træne sammen. Vi har dog ingen straf, jeg tænker at det er straf nok i sig selv hvis man ikke møder op som aftalt. Det ser ud til at vi skal træne fire gange om ugen, det lyder lidt vildt, men det er jo kun ½-1 time per gang, så jeg tror det går. Vi har lige haft første træning i dag, så det er helt nyt. Jeg får lidt mindreværdskomplekser af at jeg ikke kan løfte så mange kg som de kan, men det kan jo være en motiverende faktor. De har været i gang i noget tid nu, så som min mand Niels siger: Jeg kan gaine mest!

Jeg er lidt spændt på om det hele går op i en højere enhed og om jeg kan blive ved med at overskue alle tingene, men mon ikke det går. Jeg har det godt når jeg har været afsted og jeg kan godt lide sammenholdet med de andre om at nå et mål.

Nu kunne det være fedt med at runde af med en kommentar om at jeg er så glad at jeg næsten ikke kan få armene ned, men vi trænede overkroppen i dag til styrketræning, så jeg kan ikke rigtig få dem op, i skrivende stund.

HeleneRules out

Ingen kommentarer:

Send en kommentar