Nu har jeg været i gang med skridttæller-udfordringen i syv uger, løbetræning i fem uger og styrketræning i tre en halv uge. Og det føles godt. Jeg har ikke misset en eneste gang af noget af det. Den indledende eufori har fortaget sig en smule, men jeg nyder at være afsted og jeg glæder mig til hver gang. Eller, jeg glæder mig til styrketræning. Løbeturene er stadig lidt op ad bakke. Jeg havde en god stime hvor jeg slog min PR (*personlige rekord, lige lidt løbe-lingo til jer her), hver eneste gang jeg var ude at løbe. Det er ikke en tid der er prangende, men jeg er stolt af den, fordi jeg gør fremskridt.
Styrketræningen er nice af flere grunde: Jeg kan godt lide følelsen af mine muskler der arbejder. Det er fedt at jeg kan presse mig selv og gennemføre. Og sidst men ikke mindst, så træner jeg sammen med nogle rigtig gode venner, som bare har den helt rigtige kombination af konkurrenceevne, opbakning og godhjertet voksenmobning. Kort sagt: rendyrket awesomeness.
Jeg har overvejet hvad jeg kan gøre for at få den samme positive følelse for løbeturene, som jeg har for styrketræningen, men jeg synes det er svært. Det åbenlyse ville naturligvis være at begynde at løbe sammen med andre. Jeg har en rigtig god deal med min ven Anne Mette, hvor vi følger det samme løbeprogram, holder hinanden op på løbeturene og skriver til hinanden når vi har været ude at løbe. Det er det der får mig til at gennemføre hver gang, fordi vi har en aftale og det er fedt at være "i det sammen". Men det giver mig ikke glæde ved selve det at løbe - altså ikke før turen er overstået i hvert fald, for det er mega fedt at skrive og modtage et "done" og dele fjollede efter-billeder. Men rent faktisk at løbe -sammen- med andre, det skræmmer mig lidt. Jeg er bange for at de skal synes at jeg er så langsom at de ikke vil vente på mig. Jeg er bange for at jeg ikke kan løbe så lang tid af gangen og at de derfor ikke vil vente på mig. Jeg er bange for at komme til at være bagud hele turen, og at de derfor ikke vil løbe med mig igen. Jeg er bange for at blive totalt discuraged, mens jeg er afsted, og af hele oplevelsen.
Nå, det var så al frygten. Nu er den ude af min hjerne, ude på bloggen og forhåbentlig snart ude af verden. Vi skal nemlig til Spanien med nogle venner her i ferien og jeg har aftalt at vi skal løbe sammen dernede. Og så er jeg sikker på, at al min frygt bliver gjort til skamme. Hvem ved, måske kan det være med til at gøre løb til noget jeg kunne glæde mig til. Fingers crossed. Jeg tror også at det bliver sjovt (i mangel på bedre ord), at prøve kræfter med løb i et varmere klima og i MEGET kuperet terræn.
HeleneRules out.
